|

Sådan
får du succes med skattejagten
En skattejagt til
børnefødselsdagen er ofte nøje planlagt, og der er lagt mange kræfter i
forberedelsen. Derfor er det også yderst frustrerende, hvis det ikke går som
planlagt, og børnene måske ikke kan finde ud af opgaverne, eller skatten måske
bliver fundet for hurtigt. Her får du nogle tips og idéer til, hvordan du får
succes med skattejagten:
Sværhedsgrad
Opgaverne og/eller
ledetrådene skal passe til børnenes alder, da der ellers er en risiko for, at
børnene ikke kan finde ud af opgaverne, eller at opgaverne måske er så nemme, at
skatten bliver fundet efter to minutter. For de mindre børn kan skattejagten
bestå af ledetråde med billeder eller symboler, der viser hvor den næste
ledetråd kan findes. For de større børn kan det være ledetråde med tekst, gåder
og diverse ordlege, der viser hvor den næste ledetråd kan findes.
Antallet af opgaver eller ledetråde
For at kunne kontrollere
den tid, der går med skattejagten, og for at alle børnene føler, at de får noget
ud af skattejagten, skal der være et passende antal opgaver/ledetråde. Som
tommelfingerregel skal du regne med ca. en opgave/ledetråd pr. deltager. Hvis
der er 15 børn med til børnefødselsdagen, skal der således være ca. 15
opgaver/ledetråde undervejs i skattejagten.
Skattens placering
Skatten gemmes inden
børnene kommer, og det betyder naturligvis, at der kan være en risiko for, at
skatten bliver fundet af nysgerrige børn, før skattejagten overhovedet er gået i
gang. Derfor skal skatten placeres på et rigtig godt gemmested, hvor børnene
ikke færdes under selve børnefødselsdagen. Det er også vigtigt, at skatten ikke
er placeret i nærheden af de opgaver eller ledetråde, som børnene får undervejs
i skattejagten. Det ville jo være en skam, hvis skatten pludselig bliver fundet,
mens børnene er ved at kigge efter ledetråde, eller er i gang med at løse
opgaver.
Skattens indhold
For at undgå skænderier
og børn der bliver kede af det, bør skattens indhold være delt ud i poser eller
æsker, der passer til antallet af børn. Derved skal børnene ikke selv i gang med
at dele indholdet.
Printervenlig version
Tilbage til Børnefødselsdag
Tilbage til forsiden
|