Børnefødselsdag

 

Sund børnefødselsdag

Slik, sodavand, lagkage, kakao, chokoladeboller, flødeboller, kagemænd og kagekoner - der bliver ikke sparet på noget som helst til børnefødselsdagen og specielt ikke på sukkeret. Mange forældre er bekymrede over de store doser af usunde fødevarer, som er at finde til de fleste børnefødselsdage. Særligt fordi der jo er mange børnefødselsdage (og andre mærkedage!) i løbet af et år, og så løber mængden af sukker efterhånden op.

 

Hvis du er én af de mange bekymrede forældre, som gerne ser, at der skæres kraftigt ned på sukkeret til børnefødselsdagen, så kan du fremover udelukkende holde sunde børnefødselsdage og dermed medvirke til, at andre måske får den samme idé. De øvrige forældre vil elske dig for det, og børnene tænker såmænd ikke over, om maden er sund eller usund, bare de har det sjovt.

 

En sund børnefødselsdag kan enten være fuldstændig støvsuget for usunde fødevarer eller blot være rimelig sund. Ofte får man den største succes ved holde børnefødselsdagen rimelig sund uden at være fanatisk:

 

Det traditionelle: burgerboller med bøf, ketchup, remoulade, sennep og ristede løg.

Prøv i stedet: grovboller med kyllingekød eller kalkunkød, salat, tomat, agurk og fedtfattig dressing.

 

Det traditionelle: pizza med tomat, ost og oksekød/pølser/bacon.

Prøv i stedet: pizza med tomat, ost, kylling og peberfrugt/ananas/løg.

 

Det traditionelle: fødselsdagsboller eller chokoladeboller med smør.

Prøv i stedet: grovboller med smør eller sund pålæg.

 

Det traditionelle: sodavand og kakao.

Prøv i stedet: isvand med citronskiver.

 

Det traditionelle: lagkage med masser af kagecreme, chokolade og flødeskum.

Prøv i stedet: lagkage fyldt med frugter og bær, en lille smule mørk chokolade og lidt kagecreme.

 

Det traditionelle: skåle med chips og slik.

Prøv i stedet: fade med farverige frugter, bær og grøntsager i mundrette stykker.

 

Det traditionelle: skattekiste fyldt med slikposer.

Prøv i stedet: skattekiste fyldt med små gaver eksempelvis nøgleringe, klistermærker, viskelædere, hårpynt osv.

 

 

Mere inspiration

Læs flere artikler på: www.housewife.dk