Boligindretning

Et strejf af Mexico
I Mexico er de meget glade for stærke farver, og gerne i farvesammensætninger som vi ikke bruger her i Danmark. Farver som gul, orange, pink, rød og lilla bruges f.eks. i stor stil. Disse farver giver boligen en helt fantastisk glød, og leder tankerne hen på temperamentsfulde sydlændinge, eksotiske kvinder med en fantastisk udstråling, stærk krydret mad og en sol der bager dagen lang. En komplet livsstil, med en stor passion for alt det gode i livet. Her i Danmark er vi langt mere tilbageholdende med brug af farver. Mange har indrettet sig med hvidt i hvidt, og når der endelig skal lidt farve på, så benytter vi os gerne af helt lyse farver, så det ikke bliver for meget af det gode.


Farvepsykologi
Farvevalg og livsstil hænger nøje sammen: vi påvirkes af vores omgivelser og vise versa. Desto mere livsglade vi er, desto mere vil vi omgive os med glade farver - og da glade farver løfter vores stemning, vil dette sætte en positiv spiral i gang. I farvepsykologiens verden forbinder man således bestemte farver med bestemte følelser og stemninger, som påvirker vort humør:

- Den røde farve forbindes med kærlighed, passion og aktivitet. Det er videnskabeligt bevist, at vi påvirkes fysisk af omgivelser med stærke røde farver. I de rette mængder har den røde farve en positiv effekt på energiniveauet blandt andet fordi, at kroppen producerer mere adrenalin i røde omgivelser. I for store mængder kan dette dog føre til stress og uro.

- Den gule farve forbindes med optimisme, varme og solskin, og virker livsgivende på os. Det er videnskabeligt bevist, at gule omgivelser giver os et lysere og mere venligt sind, måske fordi at vi ubevidst forbinder gult med solen?

- Farver som orange, rosa, pink og lilla indeholder alle den røde og/eller gule farve i større eller mindre grad. Det betyder, at alle disse farver høster en del af samme psykologiske effekter og kvaliteter som den rene røde eller gule farve.


Sæt kulør på tilværelsen
Set med videnskabelige briller er det altså langt fra et tilfælde, at de farveglade mexicanere regnes for at være langt mere temperamentsfulde og passionerede end nordboere. De har ganske enkelt sat gang i en positiv spiral, hvor alt det grå og triste er skiftet ud med noget, som er langt mere spændende. Det kunne vi måske lære noget af?

Heldigvis behøver du ikke at flytte til Mexico for, at kunne nyde det gode liv. Du kan jo starte med at byde de stærke farver velkommen i dit hjem, og mærke hvordan de løfter stemningen. Benyt dig gerne af gule, orange, pink, røde og lilla farver - og helst i kombination med hinanden så du får den fulde effekt. Og hvorfor stoppe ved boligen? Måske trænger garderoben også til et pift? Eller hvad med at lave et par mexicanske specialiteter i køkkenet, som kan få blodet til at rulle hos både dig og din partner - ja, hvem ved hvad det kan ende med?



Mere inspiration
Læs flere artikler på www.housewife.dk