|
Her er du: Forside Husholdning Boligindretning Hvad symboliserer dine billeder?
Hvad symboliserer dine billeder?
Vi omgiver os alle med billeder. Det kan være i form af dekoration på væggene, fotoalbum, postkort og baggrundsbilleder på computeren. De fleste af os er ikke i tvivl om, hvorvidt vi kan lide et billede eller ej - om det er pænt eller grimt eller om det betyder noget særligt for os. Til gengæld er der ikke mange, der tænker over, hvilke tanker og følelser et bestemt billede giver, og dermed hvilke handlinger det ubevidst inspirerer os til. Der kan dog være god grund til at få styr på billedsamlingen og måske flytte rundt eller smide ud.
Soveværelset
Soveværelset skal være et trygt og afslappende rum, som inspirerer til hvile og intimitet. Det sidste du har brug for her, er derfor billeder, som får dig til at tænke på arbejde, projekter, bekymringer og dårlig samvittighed. Som hovedregel er især familiebilleder bandlyst i soveværelset. Mange mennesker mister ubevidst sexlysten, hvis deres børn, forældre og bedsteforældre "kigger med" i soveværelset. Et bryllupsbillede eller lignende af dig og din partner, kan derimod være ganske inspirerende for kærligheden.
Stuen
Stuen skal ligesom soveværelset være et trygt og afslappende rum. I modsætning til soveværelset er der dog ikke tale om et hyggerum for én eller to, men snarere et indbydende samlingspunkt for familie og venner. Her må der gerne være masser af liv, farver og former, der viser, at her leves der i nuet. I stuen er der derfor plads til næsten alle slags billeder, når blot du sørger for, at de er opdaterede, og passer til det liv, du lever netop nu. Hvis du udelukkende omgiver dig med billeder, som symboliserer fortiden: gamle skolebilleder, afdøde familiemedlemmer, afdøde kæledyr, ekskærester og lignende, vil du ubevidst komme til at leve i fortiden. Ikke just det mest inspirerende og energigivende for hverken dig eller dine besøgende.
Køkkenet
Billeder i køkkenet må meget gerne inspirere os til at spise sund og nærende mad. I denne sammenhæng er især køleskabet interessant, da det er her, vi henter maden, og lågen samtidig kan bruges som opslagstavle og dermed inspirerende billeder. Hvad hænger der på dit køleskab netop nu? Hvis dit køleskab ligner de fleste, så hænger der måske aftaler til tandlægen, sedler om forældremøder i skolen, invitationer til diverse fester og meget andet. Med andre ord: en mur af aftaler, pligter og ting du skal huske. Det kan være meget stressende og energikrævende at møde denne "mur" flere gange dagligt. I stedet kan du overføre de mange aftaler til en kalenderbog og bruge køleskabet til noget bedre. Det kan være billeder af idealkroppen eller friske frugter, tankevækkende citater, kalorietabeller eller andet der får dig til at tænke over, hvad du putter i munden.
Badeværelset
Badeværelset er det eneste sted, hvor vi for alvor kan være alene og koble af fra hverdagen. Her kan vi låse døren og forkæle kroppen med varme bade og skønne produkter uden at blive forstyrret af andre. Det er som at være i en anden verden. Derfor må billederne gerne symbolisere dette og få tankerne væk fra arbejde, familie, huslige pligter og hvad der ellers kører rundt i hovedet. Flotte billeder af vandfald, mennesketomme strande og skove og andre fredfyldte steder, giver ro i krop og sjæl.
Arbejdspladsen
Billeder på din arbejdsplads skal inspirere dig til at arbejde, så enkelt er det. Det kan være indrammede diplomer og eksamensbeviser, billeder af dine karrieremæssige forbilleder, produktbilleder eller måske billeder af noget, som du gerne vil spare sammen til: en sportsvogn, et landsted, en rejsedestination eller noget helt fjerde. Når blot det giver dig lyst til at arbejde på at nå dine mål. Hvis du bruger en computer så husk også at opdatere dit baggrundsbillede på skærmen. Mange kan godt lide at have et billede af børnene eller kæresten stående på skrivebordet, hvilket også kan være helt fint, medmindre det giver anledning til dagdrømme, savn og dårlig samvittighed. I så fald skal det væk fra arbejdspladsen. Alt dette gælder selvfølgelig også, hvis du har en hjemmearbejdsplads.
Fotoalbum
Når du nu alligevel er ved at rydde op i din billedsamling hvorfor så ikke tage et blik på de hengemte billeder i fotoalbummene? Vi gemmer ofte alle fotografier, uanset hvad de betyder for os, og de færreste af os har tænkt på, at det er helt okay at smide nogen af dem ud. Har du stadig skolebilleder af hende der mobbede dig i skolen? Eller billeder af din eksmand som forlod dig til fordel for din bedste veninde? Eller billeder af din syge bedstemor kort før hun døde af kræft? Hvis du bliver vred, irriteret, frustreret eller ked af det, når du kigger på nogle bestemte billeder hvorfor så gemme på dem? Og lad nu endelig være med at falde for det gamle trick med at klippe personer ud af fotografierne. Du vil alligevel tænke på den uønskede person, hver eneste gang du kigger på det halve billede.
Print denne artikel
Tilbage til...
Boligindretning
Husholdning
Forside
|
|