|
Her er du: Forside Husholdning Boligindretning Inspiration til den victorianske stil
Inspiration til den victorianske stil
Den victorianske boligstil er opkaldt efter den engelske dronning Victoria, som levede i 1800 tallet. Denne boligstil havde sin storhedstid i samme periode, og den er yderst pompøs, og er så sandelig en dronning værdig. Alligevel var der dengang også mange almindelige familier, som indrettede sig med denne boligstil. I dag er der ikke mange, som indretter sig på victoriansk manér. Det skyldes højst sandsynligt, at det er en boligstil som kræver masser af vedligeholdelse, hvilket de færreste familier har tid til i dag. For de der har mod på det - og de der elsker pomp og pragt - vil resultatet dog oftest være alle anstrengelserne værd.
Victoriansk stil: gulve
Som gulvbelægning kan du vælge imellem parketgulve eller væg-til-væg tæpper og eventuelt supplere med løse tæpper. De helt lyse parketgulve egner sig ikke til den victorianske boligstil, mens de lidt mørkere og helt mørke er yderst velegnede. Hvis det skal være ekstra smukt, kan du få parketgulvet lagt i et mønster som eksempelvis sildeparket eller tern i to forskellige nuancer. Væg-til-væg tæpper skal derimod helst være lyse og gerne i farver som råhvid, creme, beige og lignende. De løse tæpper - som også kan lægges på væg-til-væg tæpperne - kan være i alle slags farver og gerne i smukke, omfattende mønstre. Det er den slags løse tæpper, som du sikkert kender fra dine bedste- eller oldeforældres hjem.
Victoriansk stil: vægge
Maling med farver som hvid, råhvid, creme og beige er meget brugte på væggene i denne boligstil. Derudover er der alle slags pastelfarver, som du evt. kan blande med hvid for at opnå den helt rigtige blide farve. Hold dig langt væk fra skrappe og mørke farver. Du kan også vælge at beklæde væggene med tapet. Her er det de blomstrede, du skal gå efter, og gerne i samme blide farver som også gælder for malingen. Vægmalerier som du kender dem fra slotte og kirker, tager sig også smukt ud på væggene. Smukt udskårne paneler, fodlister og dørkarme er kronen på værket og så naturligvis stuk langs loftet.
   
Stemningsbilleder og inspiration til victoriansk stil fra Magnolia Hall
Victoriansk stil: møbler
Møblerne skal være lavet i træ. Kort og godt. En enkelt undtagelse er møbler i smedejern. For begge materialer gælder det dog, at de skal være henholdsvis smukt udskåret eller smedet i et ornament-agtigt mønster. Hvert eneste møbel skal kort sagt være overdådigt. Borde kan beklædes med flotte duge, som når helt ned til gulvet - og gerne lidt til. Denne lille indretningsdetalje er i øvrigt yderst velegnet til de borde, som måske falder lidt udenfor stilen. En nem og billig løsning. Træmøblerne er lavet i mørke træsorter, men du kan vælge at male dem, hvis du ønsker en lysere indretning. Her er det igen de blide, lyse farver som gør sig gældende. Maling af møblerne gør det desuden muligt for dig at fremhæve de smukt udskårne mønstre, som kan males i en anden farve end resten af møblet. Store dækketøjsskabe og klædeskabe med spejle eller glas i lågerne er et must.
Victoriansk stil: belysning
Levende lys er som skabt til den victorianske bolig, men det ville være alt for omstændigt at gøre alvor af denne detalje i hele boligen. Derfor gælder det naturligvis om at finde nogle elektriske efterligninger. Det vil sige lysekroner og vægstager med flammelignende elpærer. Som alt muligt andet i den victorianske bolig kan der ikke være for meget af det gode, så de må gerne være rigt udsmykkede. Prismelamper er også utrolig smukke og velegnede. Derudover kan helt almindelig bordlamper også bruges, og det må gerne være de store og/eller høje af slagsen.
   
Stemningsbilleder og inspiration til victoriansk stil fra Magnolia Hall
Victoriansk stil: tekstiler
Der bruges metervis af tekstiler i denne boligindretning. Gardiner og duge laves i flere lag, og går som minimum helt ned til gulvet, og sofaer og senge er proppet med tæpper og puder i flere lag. Alle de tidligere nævnte farver, gælder også for boligens tekstiler. Derudover kan du vælge mønstrede tekstiler med blomster og ornamenter. Tekstiler af satin og lignende gør det hele ekstra fint. Hvis du ønsker en lettere indretning, kan du vælge hvide, tynde tekstiler, som især egner sig som gardiner til store vinduespartier.
Victoriansk stil: pyntegenstande
Store, friske blomsterbuketter i smukke vaser er noget, der virkelig pynter. Derudover er næsten alt tilladt, når bare det er smukt, og har et antikt look. Figurer af sten, træ eller metal, diverse porcelæn, små eller store billedrammer med familiebilleder, skrin af træ eller metal, krukker og vaser af glas osv. Nu får du endelig plads til det hele for samtlige bordplader, hylder, kommoder og vitrineskabe må gerne fyldes til randen.
   
Stemningsbilleder og inspiration til victoriansk stil fra Magnolia Hall
Victoriansk stil: fordele og ulemper
Fordelen ved denne boligindretning er, at den uden tvivl kan få enhver boligejer til at føle sig som en dronning eller konge. Den er overdådig og smuk, og enhver gæst vil elske at komme på besøg i denne bolig. På trods af den meget fornemme stil har den alligvel en yderst afslappende atmosfære. En bolig hvor man rigtig kan slænge sig i møblerne.
Ulempen ved denne boligstil er, at den kræver masser af vedligeholdelse. De mange møbler, løse tæpper, gardiner, pyntegenstande og nips, kan gøre hjemmet til et sandt mareridt at holde i pæn stand. Dette problem kan mindskes ved at være konstant opmærksom på, hvilke ting du vælger, og hvor meget vedligeholdelse de kræver og så i øvrigt holde det enkelte rum fri for unødvendige ting. Det er rent faktisk muligt at indrette en victoriansk bolig i en mere simpel og enkel udgave.
   
Stemningsbilleder og inspiration til victoriansk stil fra Magnolia Hall
Print denne artikel
Tilbage til...
Boligindretning
Husholdning
Forside
|
|