|
Her er du: Forside E-bog: Økonomi for hjemmegående og hjemmearbejdende Den selvforsynende gård
E-bog: Økonomi for hjemmegående og hjemmearbejdende
Foto: Nuttakit
Kapitel 1: Hjemmegående uden egen indkomst
Denne side er en del af en komplet e-bog om økonomi for hjemmegående og hjemmearbejdende. Hvis du er kommet til denne side via en søgemaskine, og gerne vil læse hele e-bogen, kan du klikke her for at komme til e-bogens forside.
Den selvforsynende gård
Det første skridt på vejen til at blive en selvforsynende familie er at købe et landsted, hvor der er mulighed for at holde dyr og dyrke afgrøder:
Have
For en selvforsynende familie er en have ikke bare et sted, hvor der er en græsplæne, et par blomsterbede og en terrasse. I stedet bruges haven som en vigtig del af familiens selvforsyning. Det betyder først og fremmest, at haven naturligvis rummer en køkkenhave. I køkkenhaven kan der blandt andet dyrkes: asparges, blomkål, bønner, græskar, grønkål, gulerødder, hvidkål, hvidløg, jordbær, kartofler, løg, porrer, rabarber, radiser, rosenkål, rødbeder, salat, selleri, spinat, ærter m.m.
Som et supplement til køkkenhaven kan man have en krydderurtehave. Det specielle ved krydderurter er, at de kan bruges til mange forskellige formål. Først og fremmest kan de selvfølgelig bruges som krydderi på eller i den hjemmelavede mad, men mange af dem kan også bruges udvortes eller indvortes for at forebygge, lindre eller helbrede diverse skader og sygdomme.
Derudover kan de mest velduftende krydderurter også bruges som ingredienser i hjemmelavede sæber, cremer og parfumer. At dyrke krydderurter er altså meget nyttigt for en selvforsynende familie. I krydderurtehaven kan der blandt andet dyrkes: basilikum, brøndkarse, citronmelisse, dild, estragon, kamille, karry, karse, katteurt, laurbær, lavendel, løvstikke, merian, oregano, pebermynte, persille, purløg, rosmarin, salvie, timian m.m.
Visse planter giver en bedre høst, hvis de får ekstra meget læ og varme, og de kan med fordel dyrkes i et drivhus. I drivhuset kan der blandt andet dyrkes: agurker, meloner, peberfrugter, tomater m.m.
Udover køkkenhave, krydderurtehave og drivhus kan man udnytte haven yderligere, ved at plante træer og buske som danner spiselige bær og frugter. Nogle bærbuske er i øvrigt fortrinlige som erstatning for en almindelig hæk eller et hegn. I haven kan der blandt andet dyrkes: blommer, blåbær, brombær, hasselnødder, hindbær, hyben, hyldebær, kastanjer, kirsebær, mirabeller, pærer, ribs, solbær, stikkelsbær, tyttebær, æbler m.m.
At dyrke en selvforsynende have kræver naturligvis kendskab til dyrkning og pasning af de forskellige planter, men det er mindst ligeså vigtigt at vide noget om konservering og opbevaring af høsten. Hvis høsten ikke konserveres og/eller opbevares korrekt, vil familien nemlig komme til at mangle bestemte fødevarer på et senere tidspunkt.
Dyr
Med en selvforsynende have kan en familie få dækket hele sit behov for frisk frugt og grønt, og alt hvad der fremstilles heraf. Med mindre familien er veganere eller vegetarer, så mangler der dog stadig noget: æg, mælk, smør, ost, honning, kødpålæg, kød til aftensmaden m.m. For at kunne være selvforsynende med disse fødevarer, er det nødvendigt at have nogle dyr, som enten kan producere disse ting og/eller kan slagtes. Derudover kan nogle dyr også bruges til andre formål på den selvforsynende gård. Gården kan blandet andre huse følgende dyr:
- Bier (honning)
- Får (kød og uld)
- Geder (mælk og kød)
- Grise (kød)
- Gæs (kød)
- Heste (hjælp til at trække redskaber, vogne og tunge ting)
- Hunde (som hjælp til at holde styr på store dyreflokke)
- Høns (æg og kød)
- Kaniner (kød)
- Katte (som hjælp til at fange mus og rotter)
- Køer (mælk og kød)
Marker
Med landbrugsdyr på gården er der mange munde at mætte, og for at kunne være selvforsynende i dyrefoder, er der behov for nogle marker med korn og græs. Derudover er det et plus, hvis man har sin egen lille skov, hvor man kan fælde træ til forskellige formål:
- Græsmarker (græsning og hø)
- Kornmarker (mad, dyrefoder og halm)
- Skove (fælde træer til opvarmning og gør det selv projekter)
Bolig
Selve boligen i en selvforsynende familie rummer typisk en masse hjemmelavede ting, og det kan være alt fra hjemmesyede gardiner til en hjemmelavet bogreol. For at familien kan lave mest muligt selv, er det en fordel at have et stort udvalg af redskaber, værktøj og lignende udstyr til rådighed.
Hvor mange hjælpemidler man som selvforsynende ønsker at gøre brug af, er naturligvis op til den enkelte familie. Hvis man ikke vil have, at der går for meget "maskineri" i selvforsyningen, kan man købe gammeldags hjælpemidler på loppemarkeder, i genbrugsbutikker og hvor de nu ellers dukker op.
Gå til næste side i e-bogen
Tilbage til...
E-bog: Økonomi for hjemmegående og hjemmearbejdende
Forside
|
|