|
Her er du: Forside E-bog: Økonomi for hjemmegående og hjemmearbejdende Masser af idéer til din nye virksomhed
E-bog: Økonomi for hjemmegående og hjemmearbejdende
Foto: Nuttakit
Kapitel 3: Hjemmegående med egen virksomhed
Denne side er en del af en komplet e-bog om økonomi for hjemmegående og hjemmearbejdende. Hvis du er kommet til denne side via en søgemaskine, og gerne vil læse hele e-bogen, kan du klikke her for at komme til e-bogens forside.
Masser af idéer til din nye virksomhed
Der er utallige muligheder for dig, der gerne vil starte en hobbyvirksomhed eller en vækstvirksomhed, hvor du kan arbejde hjemmefra. Det bedste er at tage udgangspunkt i dine interesser, da det er lysten, der driver værket. Derudover er du naturligvis nødsaget til at se på, om du har evnerne, pladsen og den startkapital det måske kræver. Her får du en liste med masser af idéer til din nye virksomhed:
Alternativt
Hvis du er interesseret i det alternative, og har et velegnet hjem, hvor du kan byde dine kunder velkomne, så kan du starte en virksomhed, som tilbyder alternativ behandling eller rådgivning. For at fremstå som en seriøs behandler/rådgiver, bør du gennemføre en relevant uddannelse/kursus, og i øvrigt være medlem af en brancheforening. Eksempler på alternativ behandling/rådgivning: astrologi, clairvoyance, feng shui, håndlæsning, numerologi, tarotlæsning m.m.
Børn
Hvis du er glad for børn, og du har en velegnet bolig, kan du starte en privat dagpleje. Du må højst passe fem børn, og hvis du passer mere end to, skal du have en tilladelse af kommunen. At være privat dagplejer er en oplagt mulighed for dig, som gerne vil arbejde med børn, og som måske også selv har små børn, som bliver passet hjemme – det giver jo dine egne børn nye legekammerater. Husk at dine egne børn tæller med i antallet, hvis de bliver passet hjemme.
Hvis et fuldtidsjob med børn er en for stor mundfuld, kan du lave en privat legestue eller en privat fritidsordning, så børnene kun kommer i et begrænset antal timer om ugen.
Forfatter
Hvis du elsker at skrive, og du er god til det, så kan du tjene penge på dine skriverier. Du kan blandt andet skrive børnebøger, kriminalromaner, kogebøger, selvhjælpsbøger eller hvad du nu interesserer dig for. Du kan også sælge artikler til aviser, magasiner, ugeblade og hjemmesider.
Hvis du godt kan lide at lege med ord, og du er god til at sammensætte de helt rigtige sætninger, kan du sælge tekster til festsange. Mange virksomheder har også brug for hjælp til at få skrevet tekster til hjemmesider, brochurer og reklameannoncer. Du skal i øvrigt være opmærksom på, at arbejdet med at skrive kræver en del arbejdsro, og derfor ikke er velegnet, hvis du har meget larm og uro omkring dig.
Dyr
Hvis du drømmer om at arbejde med dyr, og du har de rette faciliteter til rådighed, så er der masser af muligheder. Det er som regel dyrt at starte op, og mange virksomhedstyper kræver også en eller flere tilladelser. Til gengæld er det et meget berigende arbejde for en ægte dyreelsker, og ofte bliver arbejdet med dyrene mere en livsstil end et arbejde. Eksempler på virksomheder: hestestutteri, hundekennel, hundepension, hundedagpleje, kattekennel, kattepension, kaninavler, rideskole, æselstutteri m.m.
Kreativt
Hvis du er kreativ anlagt, og du er typen, der altid er i gang med at producere et eller andet, så kan du måske tjene penge på dine kreationer. Hvorvidt du kan tjene penge på det, er selvfølgelig et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Hvis du gerne vil sælge hjemmelavede kreationer, er der to ting, du skal være særligt opmærksom på:
1: Der skal være balance, i den tid det tager dig at lave et produkt, og det beløb du kan forvente at tjene på produktet.
2: Der er en grænse for, hvor mange produkter du kan sælge, da du aldrig kommer til at sælge mere, end du kan nå at producere.
Eksempler på ting du kan producere: babytøj, bolcher, børnetøj, blomsterdekorationer, dukkemøbler, dukketøj, fuglehuse, fødselsdagskort, glaskunst, hatte, håndtasker, hårpynt, keramikfigurer, kurve, lerkrukker, malerier, patchworktæpper, portrættegninger, portrætmalerier, pyntepuder, selskabskjoler, smykker, stearinlys, striknisser, sæber m.m.
Planter
Hvis du har grønne fingre, og godt kan lide at så, dyrke og formere forskellige slags planter, så kan du tjene penge på din interesse. Du kan sælge frø og/eller planter via din egen planteskole, en gårdbutik eller en netbutik. Du kan også lave din have om til en smuk besøgshave, hvor du tjener penge på, at folk kommer og kigger. En besøgshave kan i øvrigt fint kombineres med salg af frø og/eller planter.
Rådgivning
Hvis du har masser af erfaring på et bestemt område, og du gerne vil hjælpe og rådgive andre, så kan du starte en rådgivningsvirksomhed. Det kræver masser af interesse og viden fra din side, og dine kunder vil sikkert også gerne se referencer i form af uddannelse, arbejdserfaring, personlig erfaring eller lignende, før de betaler for din ekspertise.
Der findes stort set ikke det område, som der ikke kan rådgives om, og der er derfor tusindvis af muligheder. Eksempler på områder hvor der kan tilbydes rådgivning: boligindretning, hundeadfærd, integration, investering, IT, karriere, konfliktløsning, ledelse, oprydning, rygestop, stress, sundhed, vægttab, økologi, økonomi m.m.
Salg via netbutik
Hvis du gerne vil sælge ting, og stadig kunne arbejde hjemmefra, så er din egen netbutik en oplagt mulighed. Det kræver en god startkapital til blandt andet varelager, domænenavn, webhotel, webshop og ikke mindst PR. Du må derfor regne med, at der kan gå flere måneder eller måske endda et par år, før du reelt begynder at tjene penge. Netop derfor er der mange, der vælger at starte sin egen netbutik, mens de stadig har et arbejde udenfor hjemmet.
Varer der sælges via en netbutik, sendes til kunden med Post Danmark eller et fragtfirma. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at de varer der sælges, helst ikke må være så store, tunge eller skrøbelige, at de ikke egner sig til denne virksomhedstype. Eksempler på ting der kan sælges via en netbutik: brugskunst, børnetøj, dametøj, dyreartikler, garn, metervarer, hjemmelavede ting, hobbyartikler, kosmetik, kosttilskud, legetøj, loppefund, rideudstyr, smykker, sportsudstyr m.m.
Kombination af flere virksomheder
Hvis dit mål er at drive en vækstvirksomhed, som når ud til flest mulige kunder, og dermed giver dig den bedst mulige indtjening, er det en rigtig god idé at kombinere flere forskellige indtjeningsmuligheder: Hvis du eksempelvis gerne vil arbejde med hunde, kan du have en hundekennel, hvor du avler og sælger en bestemt hunderace. Når du nu alligevel har de nødvendige faciliteter, kan du samtidig have en hundedagpleje, hvor hundeejere kan få sin hund passet i dagtimerne. Du kan også tilbyde kurser i hundetræning hjemme hos dig. I forbindelse med alt dette kan du have en gårdbutik og/eller en netbutik, hvor du sælger hundeudstyr og hundefoder.
Hvis du eksempelvis gerne vil arbejde med vægttab, kan du tilbyde kurser og rådgivning om sund kost hjemme hos dig. I forbindelse med dette kan du have en gårdbutik og/eller netbutik hvor du sælger sunde kosttilskud. Erfaringen fra dit arbejde kan du bruge til at sælge artikler om vægttab til diverse ugeblade, magasiner, hjemmesider og aviser.
Der er mange muligheder for at kombinere og dække flere forskellige områder, og flere og flere virksomheder benytter sig af dette.
Gå til næste side i e-bogen
Tilbage til...
E-bog: Økonomi for hjemmegående og hjemmearbejdende
Forside
|
|