|

Fastelavn i bidende kulde
Fastelavn falder på den
tid af året, hvor der er allermest koldt udenfor. De lidt større børn som gerne
vil ud med raslebøsserne og synge, må derfor gå rundt i bidende kulde - ofte i
flere timer. Samtidig er langt de fleste fastelavnskostumer lavet af meget tynde
materialer, som på ingen måde kan holde barnet varmt. Som forælder vil man - som
på enhver anden vinterdag - bede barnet om at iføre sig varmt overtøj og varmt
fodtøj: hue, handsker, halstørklæde, vinterjakke, overtræksbukser og
vinterstøvler. Og det er her, man løber ind i et problem. For barnet vil
sandsynligvis ikke have en masse overtøj på: "så kan man jo ikke se kostumet!",
vil barnet måske sige.
Varmt
"undertøj"
Som forælder må du altså
tænke i nye baner, hvis du vil klæde barnet varmt på uden at "ødelægge"
fastelavnskostumet. Løsningen er: varmt "undertøj". Det vil sige, at barnet
bliver iklædt varmt tøj inderst, og får fastelavnskostumet på yderst.
Her får du nogle tips til
barnets påklædning fra top til tå:
Ørerne
Barnets ører kan holdes
varme med en tætsiddende hue (uden kvast og øreklapper) eller et tætsiddende
pandebånd. Hvis barnet skal have en paryk, en hat, en bandana eller lignende på,
så købes/laves denne med vilje i størrelse der gør, at den kan sættes på udover
huen/pandebåndet.
Halsen
Barnets hals kan holdes
varm med et halstørklæde, et tørklæde, en fjerboa eller en bluse med rullekrave (som sidder
under kostumet). Tag udgangspunkt i barnets fastelavnskostume og vurder hvad der
passer bedst: et tørklæde med dødningehoveder kan holde halsen varm på en pirat,
et lyserødt halstørklæde kan holde halsen varm på en prinsesse, en sort
rullekrave kan holde halsen varm på en heks osv. På den måde indgår det som en
naturlig del af fastelavnskostumet.
Overkroppen
Barnets overkrop kan
holdes varm med almindeligt tøj, der sidder lag-på-lag under kostumet: en
undertrøje, en tætsiddende bluse, en almindelig bluse og til sidst en varm
trøje.
Hænderne
Barnets hænder kan holdes
varme med et par fingerhandsker. Fingerhandskerne købes/laves i en farve der
passer til fastelavnskostumet: hvide handsker til en engel, røde handsker til en
spiderman, grønne handsker til en skildpadde osv. På den måde indgår de som en
naturlig del af fastelavnskostumet.
Benene
Barnets ben kan holdes
varme med et par almindelige bukser og evt. et par strømpebukser. Hvis barnet
skal have en lang kjole på, kan bukserne ikke ses. Hvis barnet skal have
kostumebukser på, kan disse købes i en størrelse der gør, at de kan trækkes
udover de almindelige bukser.
Fødderne
Barnets fødder kan holdes
varme med et par tykke strømper og vinterstøvler. Hvis barnet skal have en lang
kjole på, kan støvlerne ikke ses. Hvis barnet skal have bukser på, så
købes/laves bukserne i en størrelse der gør, at støvleskaftet kan være under
buksebenet.
Det skal du være
opmærksom på
For at kunne benytte
ovenstående metoder, er der et par ting, du skal være opmærksom på:
- Fastelavnskostumet skal
købes/laves i en ekstra stor størrelse, så der er plads til det varme tøj
indenunder.
- Fastelavnskostumet skal
dække hele over- og underkroppen, så tøjet indenunder ikke er synligt. Det vil
sige lange bukser/kjoler, lange ærmer og ingen dybe halsudskæringer.
- Fastelavnskostumet kan
være delvis gennemsigtigt, så farven på det varme tøj skinner igennem
fastelavnskostumet. Her er du nød til at finde varmt tøj, der matcher farven på
kostumet.
Printervenlig version
Tilbage til Fastelavn
Tilbage til forsiden
|