Husdyrhold

Når man ikke vil spise sine husdyr
Som selvforsynende er det naturligvis oplagt at producere sit eget kød - eller med andre ord: at slagte og spise (visse typer af) sine husdyr. For nogle mennesker er det den mest naturlige ting i verden, men for andre er det simpelthen fuldstændig udelukket. Måske er man vegetar. Måske er man ikke mentalt i stand til at håndtere kød på den måde. Eller måske knytter man sig ganske enkelt så meget til sine husdyr, at man betragter dem som kæledyr, der er en del af familien.

Uanset årsagen er der ingen grund til at droppe husdyrholdet af den grund. For det første er der typer af husdyr, som vi normalt ikke spiser her i landet, og for det andet er der også typer af husdyr, som vi kan drage stor nytte af som selvforsynende, selvom vi ikke spiser kødet fra dem:


Høns
Høns er jo en klassiker for den selvforsynende. Høns giver æg til husholdningen og gødning til jorden, og derudover har de en størrelse, som har gjort dem ekstra populære - for hvem har ikke plads til et par høns? Der må næsten holdes høns overalt, når blot man følger de lokale regler for antal af høns, indretning af hønsegård osv.


Kaniner
Kaniner har ligesom høns en god størrelse, som gør dem nemme at holde, næsten uanset hvor man bor. De lægger ganske vist ikke æg ligesom hønsene, men til gengæld producerer de en masse fremragende gødning til jorden, og gødning har man med sikkerhed brug for, hvis man vil dyrke sin jord. Derudover er kaniner jo gode kæledyr for både små og store dyreelskere.


Katte
Gårdkatte eller staldkatte er alle tiders nyttedyr for den selvforsynende gårdejer, da de kan holde mus og rotter væk fra udbygninger, kornlagre, kompostbunker og lignende. Det er utrolig vigtigt, at sådanne katte bliver passet med korrekt fodring, vaccinationer, ormekure og neutraliseringer, hvis de skal kunne udføre denne vigtige opgave. Katte der er i dårlig stand, jager nemlig ikke mus og rotter.


Geder
Geder er mere eller mindre altædende, hvilket jo både kan være godt eller skidt, alt efter hvor man har dem gående. I hvert fald er de gode til at rydde indhegnede områder for ukrudt, buske og småtræer, så man selv slipper for det. Derudover kan de producere gedemælk til husholdningen og gødning til jorden. Geder er i øvrigt et rigtig godt alternativ til køer, som jo er noget større og dermed mere pladskrævende.


Heste
Heste er aldrig blevet betragtet som deciderede slagtedyr for den selvforsynende, men derimod som brugsdyr. Heste med den rette størrelse, det rette sind og ikke mindst den rette træning, kan bringe stor nytte og glæde til den selvforsynende. De kan f.eks. bruges til arbejde i marken, til at trække en hestevogn eller til ridebrug og hyggestunder for de hesteglade. Hestemøg kan i øvrigt bruges som gødning.


Mere inspiration
Læs flere artikler på www.housewife.dk