|
Husholdning
Sæt
husholdningen i system
Husholdningen kan styres
som "forefaldende arbejde". Det vil sige, at man tager opgaverne i en tilfældig
rækkefølge, efterhånden som de dukker op. Ulempen ved denne metode er, at der
altid er noget at lave i en husholdning, og derfor vil man få følelsen af, at
man aldrig kan holde fri. Derfor er det en rigtig god idé, at få husholdningen
sat i system. En god gammeldags måde, til systematisering af husarbejdet er, at
afsætte bestemte dage til bestemte gøremål. Man kan fx have en bagedag, en
rengøringsdag, en vaskedag osv. Der er tre store fordele ved, at systematisere
husholdningen på denne måde:
1: Det er mere effektivt.
Det er fx hurtigere at
stryge alt strygetøjet én gang om ugen, end at skulle tage strygejern og
strygebræt frem, hver gang der skal stryges et par skjorter. Det samme gælder
for de fleste andre opgaver i hjemmet.
2: Det giver mindre
stress.
Det er lettere at
koncentrere sig om den enkelte opgave, og undlade at bekymre sig om "alt det
andet", når dagen er afsat til bestemte gøremål. På en vaskedag skal du fx ikke
bekymre dig om rengøring, og på en rengøringsdag skal du ikke bekymre dig om
vasketøjet osv.
3: Det giver mere fritid.
Når husholdningen kører
hurtigere og mere effektivt, får du mere tid til dig selv.
Lav en
fast ugeplan
Der findes ikke to
husholdninger som er ens, og derfor skal en effektiv ugeplan, naturligvis
tilpasses til den enkelte familie, hvis den skal virke efter hensigten. I mange
familier, produceres der eksempelvis store mængder vasketøj, og så er én
vaskedag om ugen ikke nok. I andre familier, bager man ikke sit eget brød, og så
er en bagedag jo overflødig. Det har også stor betydning for planlægningen, om
man har diverse hjælpemidler til rådighed. Hvis man fx ikke har en tørretumbler,
kan man ikke vaske, tørre og stryge alt tøjet på samme dag. De tekniske
hjælpemidler giver også mulighed for, at kombinere forskellige opgaver i
hjemmet. Eksempelvis kan man sagtens bage og vaske samme dag, da begge dele
indeholder lange ventetider. Derudover må der tages hensyn til, hvilke dage der
egner sig bedst til hvilke gøremål. Mange familier kan fx godt lide, at få gjort
rent om fredagen, så huset "står klar" til både gæster og afslapning.
Uventede opgaver
Når du laver en
arbejdsplan, så husk at afsætte tid til "ingenting". Der vil nemlig altid komme
uventede opgaver, eller opgaver som er sæson bestemte, og som derfor ikke kan
skrives ind i en fast ugeplan. Du kan sagtens afsætte en halv eller hel dag,
alene til dette formål. Når der skal køres affald på lossepladsen, males i
entréen, lægges bukser op, ryddes op i garagen, pudses vinduer eller hunden skal
i bad, så foregår det altså på denne dag. I løbet af ugen, kan du notere alle de
opgaver, som du gerne vil udføre på denne dag. Du vil sikkert hurtigt opdage, at
der kommer mange opgaver på sådan en liste - opgaver som normalt kan give
stress, hvis de skal udføres i tide og utide. Nu kan disse uventede opgaver,
endelig blive sat i system, så du kan få lov til at slappe af!
Mere
inspiration
Læs flere artikler på:
www.housewife.dk
|