
Huskeliste til konfirmationsfest
At holde en konfirmationsfest kan være et stort,
uoverskueligt og stressende projekt, men med en huskeliste går
det hele lidt nemmere:
Budget
Hvor meget må konfirmationsfesten koste? Lav et
budget fra starten og sørg løbende for at udgifterne ikke
sprænger budgettet.
Gæsteliste
Hvem skal med? Hvor mange gæster kan I ca.
forvente?
Festlokale
Hvor skal konfirmationsfesten holdes?
Hvis I ønsker at leje et festlokale, så husk at
der er rift om dem i foråret. Mange festlokaler bliver
forudbestilt i helt op til 1-1½ år før konfirmationsfesten. Hvis I lejer et
festlokale så husk endelig at få en skriftlig bekræftelse. Hvis
konfirmationsfesten skal holdes hjemme, så tjek om I har brug
for at leje
stole, borde, duge, service eller lignende?
Festbord
Hvordan skal bordene se ud, og hvordan skal de
stå? Bordpynt? Bordkort?
Gavebord
Husk at arrangere et gavebord så både
konfirmanden og gæsterne kan få overblik over gaverne.
Mad og drikkevarer
Hvad skal I have at spise og drikke til
konfirmationsfesten? Velkomstdrink? Forret? Hovedret? Dessert? Hvilke
vine skal der serveres til maden? Skal der være kaffebord
og/eller natmad?
Musik
Levende musik eller et musikanlæg? Hvis I ønsker
levende musik så husk at bestille i god tid og få en skriftlig
bekræftelse. Hvis I ønsker at bruge et musikanlæg så husk at der
skal være Cd'er til rådighed ved musikanlægget.
Hjælp
Har I brug for at hyre hjælp til konfirmationsfesten?
Hvem skal dække borde og gøre festlokalet klar? Hvem skal lave
maden? Hvem skal servere mad og drikkevarer? Hvem skal vaske op, rydde op og gøre rent efter
konfirmationsfesten? Hvis I ønsker at
hyre hjælp så husk at lave aftaler i god tid - og helst
skriftlige aftaler medmindre der er tale om familie/venner.
Overnatning
Er der gæster, som kommer langvejs fra, og som
derfor må blive natten over? Hvor skal de sove?
Rygning
Er rygning tilladt indendørs, der hvor
konfirmationsfesten holdes? Hvis ikke, hvor kan rygerne så
opholde sig i rygepauserne? Hvordan gøres rygerne opmærksomme
herpå?
Transport til og fra kirken
Hvordan kommer I til og fra kirken? Egen bil?
Taxa? Hvis I kører i egen bil så husk at tjekke
parkeringsforholdene ved kirken i god tid, så I ikke risikerer
at komme for sent i kirken. Hvis I ønsker at køre i taxa så husk
at forudbestille den mindst et par dage i forvejen, så I er
sikre på, at der er en ledig taxa til jer.
Konfirmationstøj
Hvad skal konfirmanden have på? Hvad med tilbehør
som sko, strømper, hårpynt, smykker osv.? Er der brug for
professionel hjælp til make-up eller hår? Husk også at forberede
tøj til forældre og evt. søskende. Er der tøj der skal indkøbes?
Tøj der skal vaskes, renses eller stryges? Sko der skal pudses?
Sørg for at alt tøj (til alle) hænger klar senest dagen før.
Konfirmationssang
Skal konfirmanden have en sang fra forældrene?
Vil I skrive den selv? Købe en færdigproduceret? Eller betale en
sangforfatter? Hvilken sangskjuler skal der bruges? Hvis
konfirmationsfesten bliver holdt i et lejet festlokale så husk at få
sangen bragt frem senest dagen før, så I ikke glemmer den.
Velkomsttale
Skal der holdes en lille velkomsttale? Hvem skal
forfatte den? Hvem skal holde den?
Indbydelser
Et par måneder før konfirmationsfesten sendes
indbydelserne ud. Husk at tilføje en S.U. senest dato der ligger
ca. 1 måned før konfirmationsfesten.
Ønskeliste
I kan overveje at sende en ønskeliste ud sammen
med indbydelsen. Hvis det skal være helt korrekt, er det faktisk
ikke god takt og tone at sende en ønskeliste ud på den måde, men
mange sætter nu pris på det alligevel. Alternativt kan
konfirmanden lave en ønskeliste i flere eksemplarer, som kan
deles ud til de, der selv spørger efter en. Ønskelisten kan også
lægges i en bestemt butik eller på en privat hjemmeside.
Kamera
På selve dagen når det hele går lidt stærkt, kan
man glemme de små (men vigtige) ting. Sørg for at kameraet er
funktionsdygtig og lagt i lommen/tasken dagen før
konfirmationsfesten.
Takkekort
Et stykke tid efter festen kan I vælge at udsende
takkekort til alle, der har givet jer opmærksomhed i anledning
af konfirmationen. Det gælder også dem, som ikke var med til
selve festen, men som har sendt et lykønskningskort, en blomst,
en gave eller lignende.