Motion

 

Motion i en travl hverdag
Du finder dem overalt: travle mennesker der har krævende jobs, ægtefælle, børn, fritidsinteresser og venner - og alligevel har tid til at dyrke motion. Så det kan altså lade sig gøre, selvom man tilsyneladende "ikke har tid". Det handler selvfølgelig om prioritering, men det handler i høj grad også om integrering. Det er nemlig muligt at få motion integreret i dit liv og din livsstil på en sådan måde, at du ikke behøver at lede efter ekstra timer til motion, men alligevel får dyrket mere motion. Du skal blot lære at slå to fluer med ét smæk:

Husarbejde og motion
Hjemmet skal jo passes så hvorfor ikke få det bedste ud af det. Oprydning, støvsugning, gulvvask osv. kan være fremragende motion, hvis du sørger for at få pulsen op og sved på panden, og det kan du sagtens: lav en liste over de ting der skal ordnes, tag noget behageligt og motiverende tøj på (gerne rigtig træningstøj), sæt noget musik på og udfør så alle opgaverne på din liste så hurtigt og så hårdt du kan. Småløb fra rum til rum, småløb op og ned ad trapper, dans mens du udfører stillestående opgaver osv. Hvis det skal være ekstra hårdt, kan du for få penge købe nogle små vægte til at sætte på kroppen - eksempelvis ankelvægte eller et vægtbælte - og sætte disse fast på kroppen mens du udfører husarbejdet. Bemærk at selv meget små vægte gør en enorm forskel.

Hundeluftning og motion
Har du hund, og består de daglige lufteture af en langsom gåtur hen forbi naboen? Eller lukker du bare hunden ud i haven, mens du står og kigger på? En hund er alle tiders træningspartner, så hvis du er den heldige ejer af sådan én, så kan du indføre motion i den daglige hundeluftning - både din krop og din hund vil elske dig for det. En rask gåtur eller løbetur sammen med din hund er god motion. Du kan også tage hunden med til stranden eller i skoven for afvekslingens skyld.

Transport og motion
Hvis du er én af de mange mennesker, som hver uge tilbringer adskillige timer i bil, bus eller tog, så kan du overveje, om en del af denne transport måske kan foregå til fods eller på cykel. Det behøver jo ikke nødvendigvis at være hver gang og i alt slags vejr. Hvis du bare kan bruge noget af din transporttid hver uge til fods eller på cykel, vil det gøre en forskel.

Tandbørstning og motion
To minutter - det er den tid, som mange tandlæger anbefaler, at du bruger på at børste dine tænder. Det er tilfældigvis også den tid, mange læger anbefaler, at du hver dag bruger på at træne musklerne i din bækkenbund. Det er de muskler, som skal sørge for, at kvindens skede er stram og spændstig, at mænd kan styre både rejsning og sædafgang, og at begge køn kan holde på urin og afføring, når de kommer op i årene. Musklerne i din bækkenbund har altså stor betydning for dit sexliv og din sundhed, selvom de ikke kan ses. Musklerne i din bækkenbund trænes ved, at du strammer musklerne, ligesom når du skal holde på urin og afføring. Stram til i nogle sekunder, slap af i nogle sekunder, stram til, slap af osv. Brug et par minutter på det hver dag, mens du står og børster tænder.

Social samvær og motion
Selvfølgelig skal du have tid til både familie og venner, men hvis social samvær altid er lig med usund mad, slik, sodavand, alkohol og rumpetten solidt plantet i en stol eller en sofa, så er det måske på tide at tænke i nye baner. Tag din bedste ven med på en rask cykeltur i skoven. Tag børnene med i svømmehallen. Meld dig til badminton sammen med din ægtefælle. Hold din næste fødselsdag i et bowlingcenter. Planlæg en omgang rundbold til grillfesten. Tag på skiferie. Tag på fitnessferie. Tænk i det hele taget på nye, anderledes og aktive måder at være sammen med hinanden på.

TV kiggeri og motion
Skal du bare have din ugentlige TV-dosis af "Hammerslag", "Desperate Housewives", "Vild Med Dans" eller noget helt fjerde, så kan du passende skifte sofaen ud med noget fitness udstyr. Gør plads i stuen til en motionscykel, et løbebånd, en romaskine, en stepmaskine, en fitnessbold, en yogamåtte eller nogle håndvægte og elastikker, så du kan få dyrket motion, mens du ser dine yndlingsprogrammer. Måske har du allerede noget forsømt fitness udstyr stående et sted i din bolig, hvor det ikke "fylder og ser grimt ud" - eksempelvis i et kælderrum? Selvfølgelig bliver det ikke brugt dér. Frem med det.

 

 

Mere inspiration

Læs flere artikler på: www.housewife.dk