
Huskeliste til nytårsaften
Har du mon husket det hele til nytårsaften? Brug
vores vejledende huskeliste og få en perfekt nytårsaften:
Indbydelser
Husk at invitere gæsterne i rigtig god tid; gerne
flere måneder i forvejen. Mange lægger nemlig planer for
nytårsaften helt op til et år i forvejen.
Fyrværkeri
For blot ti år siden kunne man købe fyrværkeri i
næsten enhver butik i november-december og endda i store
mængder. Sådan er det ikke længere. Lovgivningen omkring
opbevaring og salg af fyrværkeri er blevet strammet gevaldigt
op, og du skal derfor være hurtig ude, hvis du vil gøre dig håb
om at få fat i det meget begrænsede antal af store, flotte
raketter.
Overnatning
Måske er der gæster som kommer langvejs fra
eller gæster som blot får hældt lidt for meget indenbords i
løbet af aftenen, og som derfor skal overnatte hos dig. I så
fald skal du huske at klargøre sengepladser og sengetøj, før
gæsterne kommer, så du ikke skal stå og rode med det midt om
natten.
Grove nytårsløjer
Er der nogle irriterende personer i området, som
har en tradition med at sprænge din postkasse i stykker
nytårsaften? Hvis ja, så kom dem i forkøbet og tag din postkasse
ned allerede om dagen. Hvis dette ikke er muligt så læg en
vandtæt beholder fyldt med vand i bunden af din postkasse; det
slukker næsten enhver form for antændt krudt, der smides i
postkassen.
Husk også at fjerne alle fristende, løse
genstande som står/ligger tæt ved vejen: figurer, krukker,
cykler, legesager osv. og luk af hvor det er muligt: havelåge,
garageport, dør til redskabsskur osv.
Nytårspynt
Glem endelig ikke at pynte op med festlig og
farverig pynt: sjove hatte, serpentiner, balloner, konfetti,
tudehorn, bordbomber, paraplyer i drinks eller hvad der nu end
måtte falde i din smag.
Spisetider
Hvis du og/eller dine gæster gerne vil se
dronningens nytårstale, 90 års fødselsdagen, rådhusklokkerne
osv. i fjernsynet, så husk at planlægge jeres spisetider
herefter.
Champagne
Skal I have champagne så husk at lægge den på køl
senest dagen i forvejen, og tag den gerne ud i stuetemperatur
ca. en halv time før den skal drikkes, så får champagnen nemlig
den helt perfekte temperatur. Glem ikke at sørge for alkoholfri drikke til
børnene!
Beskyttelsesbriller
Det kan ikke siges for tit: husk
beskyttelsesbriller til alle som vil ud at se på fyrværkeri
nytårsaften.