Personlig udvikling

 

Stress og angst er tæt forbundet
Det er ikke ualmindeligt at have stress og angst på samme tid, men det kan være svært at skelne imellem, hvad der er hvad, og hvad der egentlig kom først. Stress og angst deler nemlig rigtig mange af de samme symptomer: indre uro, bekymringer, hjertebanken, søvnproblemer, dårlig mave osv., og de behandlinger der virker mod stress, virker som regel også mod angst - og omvendt. Stress og angst er altså meget tæt forbundet. For nogle mennesker betyder det, at det ene næsten altid fremprovokerer det andet. Det vil sige, at hvis de har en periode med meget stress, hvor de føler kontroltab over tilværelsen, vil de få angst over dette. Omvendt er der nogle mennesker som efter en lang periode med angst, får stress over at have alle disse fysiske og psykiske symptomer, som følger med angsten.

Hvis du er én af de mange mennesker, som i perioder er ramt af stress og angst på samme tid, kan det være en god idé at finde ud af, hvad der plejer at komme først - stress eller angst? Grunden til dette er, at det er den, som kommer først, der er problemet - den anden følger jo bare med i kølvandet. Hvis du kan forhindre at den første dukker op, vil du således automatisk slippe for den anden. Og hvordan finder du så ud af, om det er stress eller angst, der plejer at komme først? Det kan som sagt være meget svært at skelne mellem stress og angst, når de først er dukket op, men til gengæld vil der ofte være stor forskel på dine følelser og handlinger i perioden lige inden, du for alvor bliver ramt.

Når det er stress, der kommer først - et typisk eksempel
Stress kommer ofte efter en periode med rigtig meget aktivitet, hvor du har haft alt for mange pligter, opgaver, aktiviteter, arrangementer og høje forventninger til dig selv. Du har løbet hurtigere og hurtigere, og slappet mindre og mindre af, indtil du til sidst har følt dig fuldstændig brændt af fysisk og psykisk. Herefter har du ikke længere været i stand til at holde det høje tempo og den flotte facade, hvilket har gjort dig bekymret over, om du nu er god nok, og om du er ved at miste kontrollen - herefter begynder angsten så småt at dukke op. Det er ofte udadvendte, ambitiøse og aktive mennesker, som får stress først - og derefter angst over kontroltabet.

Når det er angst, der kommer først - et typisk eksempel
Angst kommer ofte efter en periode med stigende bekymringer over tilværelsen og en følelse af, at du ikke kan gøre noget som helst ved din situation. Du er simpelthen et offer. Derfor bliver du mere og mere indelukket og handlingslammet, for du kan jo alligevel ikke gøre en forskel. Til sidst bliver du lukket inde i din egen lille verden fyldt med mørke tanker, og symptomerne på angst bliver nu så slemme, at du ikke længere kan have en normal hverdag med socialt samvær, ordentlig mad og kvalitetssøvn - herefter begynder stressen så småt at dukke op. Det er ofte indadvendte, usikre og følsomme mennesker, som får angst først - og derefter stress over symptomerne på angsten.

Ovenstående er blot eksempler, og det kan selvfølgelig se helt anderledes ud for dig.

Forebyggelse af stress
Hvis du plejer at få stress først, er du nød til at finde ud af, hvorfor du får stress, så du kan forebygge den i fremtiden. Som skrevet ovenfor er det typisk udadvendte, ambitiøse og aktive mennesker, der får stress først. Derfor kan det være en god idé at stille dig selv følgende spørgsmål:

- Er du alt for ambitiøs, perfektionistisk og har du alt for høje forventninger til dig selv?
- Påtager du dig de fleste opgaver både på arbejde og derhjemme, fordi det kun er dig, som kan gøre det "rigtigt og ordentligt"?
- Arbejder du for hårdt på at opretholde en facade, og går du for meget op i, hvad andre mener om dig?
- Siger du ja til alt og alle for at vise, at du "kan det hele"?
- Er du overbevist om, at det er muligt at være lykkelig, sund, slank, rig, superforælder, superkæreste osv. på én gang og hele tiden?
- Synes du, at der findes alt for mange "svage" mennesker, som bare burde "tage sig sammen"?
- Synes du, at det er en falliterklæring at bede om hjælp?

Hvis du kan svare ja til de fleste eller alle af ovenstående spørgsmål, er du simpelthen nød til at slække lidt på kravene til dig selv, hvis du vil undgå stress i fremtiden. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, for det kan være utrolig svært at give slip, men hvis du bliver ved med at øve dig i at være en smule "uperfekt", skal det nok lykkes for dig. Selvterapi med henblik på et mere naturligt og afslappet forhold til dig selv og andre kan være vejen frem.

Forebyggelse af angst
Hvis du plejer at få angst først, er du nød til at finde ud af, hvorfor du får angst, så du kan forebygge den i fremtiden. Som skrevet ovenfor er det typisk indadvendte, usikre og følsomme mennesker, der får angst først. Derfor kan det være en god idé at stille dig selv følgende spørgsmål:

- Synes du, at alle andre klarer tilværelsen meget bedre end dig?
- Er du overbevist om, at du ville falde fuldstændig fra hinanden, hvis du skulle opleve en belastende situation?
- Har du tendens til at blive afhængig af stimulanser, medicin eller andre mennesker?
- Er du overbevist om at lykke, sundhed, rigdom, kærlighed osv. er forbeholdt nogle få, heldige, udvalgte - og du er ikke én af dem?
- Kredser dine tanker hovedsageligt omkring fortiden og fremtiden - og ikke nuet?
- Bliver du let påvirket af andres humør, stemninger og følelser?
- Føler du dig forfulgt af f.eks. uheld, ulykker, sygdom, uventede regninger og ubehagelige mennesker?

Hvis du kan svare ja til de fleste eller alle af ovenstående spørgsmål, er du simpelthen nød til at arbejde på dit selvværd og din selvtillid, hvis du vil undgå angst i fremtiden. Og så er du nød til at tage ansvar for dig selv og dit eget liv. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, for det har sikkert krævet mange års forkert programmering at køre dig selv helt derned. Selvterapi med henblik på et større selvværd og en større selvtillid kan være vejen frem.

 

 

Mere inspiration

Læs flere artikler på: www.housewife.dk