Prydhave
Læg forårsløg om efteråret Der er noget ganske særligt ved forårsblomster, fordi at de kommer på et tidspunkt, hvor enhver haveejer hungrer efter liv og farve i haven. Samtidig har de den fordel, at de kræver et minimum af arbejde og pasning, og alligevel er til glæde år efter år. Mange har dog oplevet, at visse tulipaner og liljer, kun kommer i et år eller to, eller måske aldrig blomstrer. Vi har spurgt en ekspert på området, som kunne fortælle, at mange af de nye og forædlede sorter, ganske enkelt er så sarte, at de går til efter kort tid. Så ved du det, hvis du tidligere har døjet med dette problem, og måske gik rundt og troede, at det var dig der gjorde noget forkert.
Hvornår skal løgene lægges?
De fleste forårsløg kan lægges i september - november, heriblandt kan nævnes:
Tulipaner, hyacinter, påskeliljer, pinseliljer, erantis, vintergækker, scillaer og krokus. Hvis du ikke vil have våde knæ og frosne hænder, så læg dem så tidligt som muligt.
Hvor skal løgene placeres?
Forårsløg kan stort set placeres hvor som helst i haven. Du kan blandt andet lægge dem, så de dækker de bare områder i staudebedene om foråret, eller du kan lægge dem som flotte kantplanter langs græsplæne, gangstier og husmure. Husk på, at haven ofte nydes fra vinduerne i det tidlige forår, så læg gerne nogle forårsløg, der kan ses fra vinduerne i stuen og køkkenet. Tænk også på, at mange forårsløg skal graves op med jævne mellemrum, så læg dem ikke blandt sarte stauder, roser eller buske, som ikke tåler et besøg med skovlen. Forårsløg kan også plantes i krukker.
Hvor dybt skal løgene lægges?
En tommelfingerregel siger, at løget skal graves dobbelt så dybt ned, som løgets egen højde. Det vil sige, at et løg på 4 cm., skal graves 8 cm. ned i jorden osv. En undtagelse til dette er tulipanløg, som gerne må lægges noget dybere, helst 12-15 cm. nede i jorden, for at opnå det bedste resultat.
Hvor tæt skal løgene lægges?
Forårsblomster tager sig bedst ud, når de står i grupper med 5-10 stk. i hver. Du kan købe nogle specielle plastbeholdere til dette formål, hvor løgene lægges i, og hele plastbeholderen graves ned i jorden. De er særdeles effektive, og gør desuden dit arbejde meget lettere, når løgene skal flyttes, deles eller graves op. Uanset om du bruger en plastbeholder, eller du lægger løgene direkte i jorden, så sørg for, at løgene har en afstand på 5-10 cm.
Hvordan skal løgene vende?
Et løg lægges i jorden med den spidse top opad, og rodenden nedad. Endnu engang er tulipanløg en undtagelse. På et gartneri i 60'erne fandt man nemlig ud af, at tulipanløg blomstrer uanset hvordan de vender. Dog blomstrer de blot lidt senere, hvis de vender forkert. Dette fænomen kan du udnytte helt bevidst ved, at lægge halvdelen af dine tulipanløg omvendt, og dermed opnå en længere blomstringstid.
Mere inspiration
Læs flere artikler på: www.housewife.dk