|
Her er du: Forside Husholdning Rengøring Rengøring af lædermøbler
Rengøring af lædermøbler
Lædermøbler som ikke er overfladebehandlede kan rengøres med vand tilsat sæbespåner. Sæbespåner er ideelt til dette formål, idet de både renser og fugter læderet. Rengøringen foretages helst et par gange om året, men det kan være nødvendigt at gøre det lidt oftere, hvis lædermøblerne er udsat for udtørrende elementer som eksempelvis direkte sollys eller varmen fra en brændeovn (hvilket i øvrigt helst skal undgås, da udtørrende elementer forkorter lædermøblernes levetid).
Rengøring med vand og sæbespåner vil fjerne de fleste pletter og snavs og efterlade lædermøblerne bløde og velduftende. Dog skal du være opmærksom på, at deciderede fedtpletter sandsynligvis ikke vil blive fjernet. En fedtplet er nemlig tegn på, at læderet er blevet godt mættet med et eller andet fedtstof. Det kan være fedt fra spildt mad, afgivelse af fedt fra kæledyr der opholder sig i møblerne eller simpelthen afgivelse af fedt fra menneskekroppen. Rengøring med vand og sæbespåner kan altså ikke fjerne fedtpletter, men det kan være med til at forhindre, at de kommer i første omgang, fordi sæbespånerne mætter læderet, så det ikke bliver så modtagelig overfor andre fedtkilder.
Sådan gør du
Put 1 dl sæbespåner i en spand og tilsæt 5 liter varmt vand.
Pisk blandingen indtil sæbespånerne er helt opløst.
Dyp en blød klud i sæbevandet og vrid den let.
Lædermøblerne vaskes med kluden.
Sørg for at lædermøblerne vaskes jævnt af over det hele.
Lædermøblerne skal helst være let våde efter afvaskningen.
Lad lædermøblerne trække i ca. 15 min.
Polér grundigt efter med en tør klud for at fjerne overskydende sæbevand.
En grundig efterpolering er meget vigtig, da sæbevandet ellers kan efterlade skjolder på møblerne.
Lad lædermøblerne tørre før de tages i brug.
Print denne artikel
Tilbage til...
Rengøring
Husholdning
Forside
|
|