| Rengøring Rengøring af vaskemaskine Selvom en vaskemaskine ser ren og fin ud, kan den sagtens være smudset til med kalk, fedt, sæberester og mikroorganismer på de steder, du ikke umiddelbart kan se. Står det slemt til, vil mikroorganismerne brede sig til tøjet, som vil få en sur lugt. Lugten er ofte kendetegnet ved, at den ikke kan vaskes ud af tøjet igen, og at den forværres ved opvarmning - f.eks. når tøjet bæres ved almindelig kropsvarme eller når det opvarmes ved strygning. Hvis det står rigtig slemt til, vil vaskemaskinen også lugte surt. Almindelig vedligeholdelse og rengøring af vaskemaskine Hvis der ikke er sur lugt i vaskemaskinen og/eller tøjet, kan du nøjes med at vedligeholde din vaskemaskine med disse gode vaner: 1: Sørg for at vaske maskinen igennem på højeste temperatur engang imellem (uden tøj). Det dræber mange af de bakterier, som kan sætte sig i maskinen. 2: Lad maskinen køre et program igennem på 60 grader (uden tøj) og med en spsk citronsyre i beholderen til vaskepulver ca. en gang om måneden. Det fjerner kalkbelægninger i vaskemaskinens indre system - som ellers kan give grobund for ildelugtende bakterier. 3: Lad altid lågen til vaskemaskinen stå åben mellem hver vask, så fugten kan komme ud af systemet. 4: Rengør jævnligt gummibælgen langs lågen samt sæbeskuffen og rummet til sæbeskuffen. 5: Put aldrig surt lugtende tøj i vaskemaskinen. Tøjet skal håndvaskes med et desinfektionsmiddel - eksempelvis Rodalon - før du kommer det i vaskemaskinen. Hvis du kommer det surt lugtende tøj i vaskemaskinen, vil mikroorganismerne hurtigt sprede sig til både vaskemaskinen, og det tøj der endnu ikke lugter surt. 6: Følg altid doseringsvejledningen på dine vaskemidler - så skåner du både miljøet og din vaskemaskine. Grundig rengøring af vaskemaskine Hvis der er sur lugt i vaskemaskinen og/eller tøjet, er det nødvendigt at foretage en meget grundig rengøring af vaskemaskinen for at komme lugten til livs - og du kan ikke springe nogle punkter over, lave om på rækkefølgen eller undlade de nævnte produkter, hvis du vil være sikker på succes. Mange tænker, at det virker meget besværligt og/eller slemt for miljøet, og at de derfor lige vil prøve nogle andre metoder først - og så ender de oftest med mere besvær og værre produkter, fordi de andre metoder ikke virker efter hensigten. Så: gør dig selv den tjeneste at gennemføre nedenstående til punkt og prikke (uden tøj i maskinen), hvis du døjer med sur lugt i vaskemaskinen og/eller tøjet: 1: Først skal der løsnes op for alt skidtet i hele systemet. Det gøres ved at vaske maskinen igennem 2-? gange ved 60 grader med et klorholdigt opvaskemiddel (læs mere om klorholdigt opvaskemiddel nerderst i artiklen). Der bruges ca. ½ dl. pr. gang, som hældes i den beholder, der normalt bruges til vaskepulver. Hvis din vaskemaskine tåler klorin (spørg producenten), kan du evt. også vælge at bruge ½ dl klorin pr. gang (i stedet for klorholdigt opvaskemiddel), som hældes i den beholder, der normalt bruges til vaskepulver. Mellem hver vask renses sien, som du finder nederst på vaskemaskinen. Når sien er helt ren efter en vask, kan du gå videre til næste punkt. 2: Når der er blevet løsnet op for skidtet, og dette ikke længere sætter sig i sien, er det tid til at skylle maskinen godt igennem for at fjerne resterne fra det klorholdige opvaskemiddel/klorinen. Det gøres ved at vaske maskinen igennem på et normalt program på 60 grader uden nogen former for vaskemidler. 3: Til sidst fjernes alle kalkrester i vaskemaskinen med citronsyre. Put en spiseskefuld citronsyre i beholderen til vaskepulver, og lad igen maskinen køre et program igennem på 60 grader. Dette gøres 3 gange. 4: Når vaskemaskinen er færdig med denne ekstremt grundige rengøring af det indre system, kommer du selv på arbejde. Hele gummibælgen langs maskinens låge skal vaskes grundigt af med en almindelig klud og vand + evt. universalrengøring. Hvis punkt 1-3 er gjort korrekt, skulle det ikke være det store problem at fjerne snavset fra gummibælgen. 5: Nu kommer turen til sæbeskuffen, som tages ud og rengøres grundigt med en almindelig rengøringssvamp og vand + evt. universalrengøring. Husk også at give rummet til sæbeskuffen samme tur. 6: Nu er din vaskemaskine ren og fin og klar til brug, men: hvis dit tøj er ramt af mikroorganismer og sur lugt, så skal tøjet håndvaskes med et desinfektionsmiddel - eksempelvis Rodalon - før du kommer det i vaskemaskinen. Hvis du blot kommer det surt lugtende tøj i vaskemaskinen, vil mikroorganismerne hurtigt sprede sig til både vaskemaskinen, og det tøj der endnu ikke lugter surt - og så er alt dit arbejde spildt. Opdatering: klorholdig opvaskemiddel Vi har gennem tiden fået en del henvendelser fra læsere, som gerne vil vide mere om det klorholdige opvaskemiddel, der kan bruges til en grundig rengøring af vaskemaskinen. Først og fremmest: ja, den er god nok, der står opvaskemiddel - det vil sige vaskemiddel til opvaskemaskiner. Opvaskemiddel med klor finder du blandt andet i følgende produkter: - NATURA maskinopvask med klor - PRIME maskinopvask med klor - ALU maskinopvask med klor - SHINE maskinopvask med klor Du kan købe maskinopvask med klor i de fleste større supermarkeder som Bilka, Føtex, Kvickly osv. Klor er efterhånden blevet upopulært, og derfor er det ikke altid, at producenterne ligefrem reklamerer med, at deres opvaskemiddel indeholder klor. Hvis der ikke står klor på pakken så kig efter ordet "natriumhypoklorit", som er den faglige betegnelse for klor. Mere inspiration Læs flere artikler på www.housewife.dk |